helhed
30 jan 2012 Skriv en kommentar
in Ajna Chakra, Anahata Chakra, Atman, ayurveda, bevidsthed, elskov, hatha yoga, Jesus, kærlighed, Kundalini Shakti, Manipura Chakra, Muladhara chakra, Shakti, Shiva, Svadhisthana Chakra, tantra, Tripura Sundari, Vishuda Chakra, yoni
Jeg sad i dag og tænkte på at sende en lille besked til min eksmand på facebook.
Nu er det måske ikke den store hemmelighed at vi havde et lidt…. vanskeligt forhold. Og at jeg har været lidt… udfordret siden, med hensyn til både kærlighed, sexualitet og selvværd. Skidt.
Grunden til at jeg ville skrive er dels at jeg godt ved at der ikke er noget at tilgive – for det forudsætter ligesom A: At vi er adskilte væsener. B: At der er et offer og en gerningsmand. C: At han er gerningsmanden og jeg er offeret. Osv. Men derfor kunne det jo godt være han faktisk går med en svær følelse af vores tid sammen – for han så mig jo også få det værre og værre, og selvom han til dels ønskede det, er der jo også noget andet i ham. Og den del kunne jeg måske styrke ved på en måde at tilkendegive: du er en del af mit liv, og det er jeg glad for.
Jeg ville også egentlig tilkendegive at man ikke kan rive en anden ud af sit hjerte – der er en kærlighed, en enhed, både fordi vi har været nær, men også fordi vi jo er et – vi har været forenet, men også et som mennesker… vi er alle et. Det er en underlig ting at tro vi kan rive nogen ud af helheden.
Og endelig ville jeg også gerne for min egen skyld – for jeg tror det er vigtigt nu at forstå jeg altså har været der. Jeg har også været nogens kæreste. Jeg har været forlovet. Jeg blev friet til – på Valentins dag – med fine smykker, blomster og det hele. Jeg er gået op ad kirkegulvet i den fine kjole, med Papi ved min side. Jeg har været kone, familie, jeg fik tingene til at køre, så godt jeg kunne – og det var altså ikke bare hans skyld, det hele – det var også mig, der var ufatteligt ubevidst om min værdi, mine kvaliteter, Gud i mig, min krop, mine evner, kærligheden – jeg fattede intet af kærligheden.
Og det er som om at indtil jeg ser alt det her, rigtigt ser det – så husker jeg kun rædslen for at ende der igen. Ende i noget, jeg ikke kan bryde. Og jeg forbinder kæresterier, kærlighedsforhold, tanken om giftermål og alt det, med en masse dårligt – og jeg forbinder mig selv med en masse dårligt, og straffer mig selv inderligt, for at holde alt det der nede.
Det er jo ikke lige det jeg vil. På en måde er jeg mere gift med ham nu end da vi var gift – jeg har faktisk svært ved at forestille mig selv med en anden – og det er syv år siden i år jeg gik fra ham. Jeg ville have været kobberbrud i år… det er underligt at tænke på. Men på en måde også godt. Frigørende.
Jeg tror jeg straffer mig selv for at det ikke gik ‘som det skulle’ – for min ubevidsthed. For ikke at vide hvad min krop faktisk kunne, hvad det var at være kvinde, for ikke at åbne mit hjerte og følge det, for at være den jeg var.
Jeg har det dårligere med at jeg var den jeg var, end at han var den, han var.
Men jeg tror der er en form for healing i at se på de her ting – at jeg var gift, at jeg gik og syltede og bagte, at jeg gerne ville have børn, at jeg gerne ville leve et normalt liv. Havde ring på fingeren. At jeg var hans kone. Hvis jeg ikke ser mig selv i de roller, vil jeg for enhver pris prøve at undgå noget lignende igen – og jeg tror heller ikke rigtigt på at de ting faktisk er mig – altså at nogen kunne have lyst til at gifte sig med mig, eller være min kæreste – for jeg var jo bare så dum og grim og ubevidst og forkert og det hele.
Jeg er ked af det gik som det gik – tænk hvis man kunne have destilleret det bedste vi havde i os og bygget på det, og vi kunne have styrket hinanden… og vi stadig havde kunnet være sammen, og havde healet hinanden? Der ligger en sorg… for jeg føler jeg spildte en vigtig del af min inkarnation der. Jeg er ked af jeg havde så travlt med at hade mig selv, med at frelse ham, med at få noget unormalt til at se normalt ud, med at hade mig selv endnu mere, med at tage slagene og glemme dem, med at undgå at give ham en respons, han kunne bruge – jeg skulle have råbt, fortalt ham hvad jeg ville og ikke ville, jeg skulle ikke have svigtet mig selv – for det gjorde jeg også svigtede ham.
Og jeg savner ham ikke…. men jeg sørger over det gik sådan. I dag ville jeg have kunnet noget andet. Men lige nu føler jeg mig sindssygt meget gift med ham endnu. Forbundet.
Og jeg føler mig også hel…. fordi jeg så ikke prøver at holde det maskuline væk. Måske skal det her bare lige have en lille periode, og så vil jeg rent faktisk være klar til at nyorientere mig.
Måske skal jeg ikke kontakte ham – men bare snakke med Shiva, det allerhøjeste maskuline, om det her. Vi får se. Jeg kan jo også frigøre ham fra visse ting ved bøn og velsignelse. Måske ville det være en god måde at give slip på – og tilgive mig selv på.
Jeg var fin i brudekjole…. selvom jeg ikke var glad for at skulle giftes. Alting var ligesom på hovedet. Men jeg har været gift, jeg har været nogens kæreste, og jeg kunne have været en god mor.
Jeg er hel… min eksmand er et skyggebillede af min anden halvdel – det er tid at se den anden halvdel klarere.
