reboot
05 feb 2012 Skriv en kommentar
in Anahata Chakra, at male, at skrive, Atman, ayurveda, bryster, Gregorian Bivolaru, hatha yoga, karma yoga, malerier, Shakti, Svadhisthana Chakra, tantra, Tara, Tripura Sundari, Vishuda Chakra
Jeg havde en følelse efter jeg var på silent retreat af at mit liv pludselig ville ændre sig væsentligt. Og af at jeg ikke skulle lægge planer eller gøre mig for mange tanker, for mit hjerte ville tage over…. det var en stærk følelse af at kærligheden har sejret – også kærligheden indad.
Og alligevel har jeg kæmpet for at holde fast i de vante mønstre…. for at ride alle heste på een gang.
Og her til aften ringede min mor så, og skældte mig hæder og ære fra – ikke egentlig negativt, men: Hvornår har du tænkt dig at bruge dine evner og talenter? Og der var sådan set ikke noget i det hun sagde, hun ikke havde ret i – og jeg må indrømme at jeg har brugt denne weekend på skidt humør over længsel efter visse aktiviteter i mit liv, som fx at skrive og tegne og male, være nær med mennesker – de der ting, der gør jeg mærker min sjæl. Og jeg har følt selvværdet gå helt i bund…. sikkert af samme grund…. fordi jeg ikke har tilladt mig selv at handle på at jeg rent faktisk godt ved hvad min sjæl og mit hjerte længes efter.
Jeg føler jeg har mødt muren. Og det er ingens skyld, og heller ikke min. Jeg vil og må bare noget andet nu… jeg har det som Abraham i opbrud. Som det er nu lever jeg et liv hvor der ikke er tid til noget som helst for mig selv, andet end søvn. Men jeg når ikke engang at lave fine negle. Jeg går bare hele tiden ind og dækker hvor der er brug for mig. Ikke for at være en pleaser eller være elsket, men fordi jeg gerne vil give.
Men alligevel vil jeg gerne give på et dybere niveau, meget mere fra mit hjerte…. i nærvær. Jeg er lidt træt af jeg holder mig tilbage fra de ting, der virkelig gør mig glad, som netop at skrive… være en glad malepige…. og give andre selvværd og selvkærlighed. Det er det, jeg har elsket allermest ved lærerjobbet.
Jeg er lidt træt af jeg ikke tror på jeg kan. Jeg er lidt træt af jeg kører mig selv ned. Nægter mig selv glæde. Nægter at tro på mit fine hjerte. På at det kan ændre det hele.
De sidste par uger har jeg haft det som om jeg dels skulle afslutte en masse projekter, og dels som om jeg ikke vidste hvad det nye ville være. Min krop er udslidt, og mit selvværd er i bund – jeg bruger en hel del tid på at være led ved mig selv og mit hjerte – og jeg tror simpelthen det er tegn på jeg har ramt muren.
Det er tid til det jeg godt ved jeg skal.
Det er ikke det samme som at jeg forlader alt, det er bare tegn på min sjæl kalder…. og jeg vidste godt da jeg kom hjem fra lejr hvad jeg ville.
Jeg synes selvsagt det er irriterende at min mor er sådan en krampe – men også at hun har ret og kalder mig til orden – og jeg mærker lige nu lettelsen ved at overgive mig til at det jeg plejer at gøre, ikke virker – for det er længe siden jeg har været rigtig glad. Sådan rigtig hjerteglad.
Det er tid til reboot… og jeg ville gerne holde mauna denne uge, fuld mauna, uden computer eller tlf. Så kunne jeg male… mærke min sjæl bryde frem igen.
Abraham, ser du nattens stjerner…. Ja, Herre.
